|
| Skib på vej over Atlanten |
Slaget om Atlanten
England var helt afhængig af, at mad, brændstof og råvarer blev sejlet til landet. Så snart Anden verdenskrig brød ud, stak tyske krigsskibe og ubåde til søs for at forhindre forsyningerne i at nå frem til England. Atlanterhavet blev til en krigszone. Først et stykke tid efter krigens udbrud begyndte handelsskibene for alvor at sejle i konvoj under beskyttelse af krigsskibe, der var forsynet med et sonarsystem, ASDIC, der kunne opdage undervandsbådene. Det lykkedes dog allerede i krigens første år admiral Karl Dönitzs` flåde på 57 ubåde at sænke 114 allierede skibe. Efter at Norge og Frankrig var løbet for ende, kom der for alvor gang i slaget om Atlanten, for nu fik de tyske krigsskibe langt flere havne at operere fra. Ubådene begyndte at angribe i grupper, "Ulvekobler", der blev ledet frem til konvojskibene af højtflyvende recognosceringsfly. I 1941 var tyskerne oppe på at bygge 20 ubåde om måneden, og de allieredes tab blev faretruende høje. Englænderne forsøgte at forsvare sig ved at give konvojerne luftstøtte og bedre udrustede eskorteskibe.
Takket være radiopejlestationer og indsamlede efterretninger lykkedes det desuden ofte at sejle uden om det område, hvor ubådene lå på lur. England fik hjælp fra USA, der i Marts vedtog låne-leje-loven, så englænderne kunne låne penge og udstyr af amerikanerne, bl.a. 50 ældre destroyere. Den amrikanske flåde hjalp også med at eskortere skibe i den vestlige del af atlanten. Da USA i dcember 1941 trådte ind i krigen, blev mange krigsskibe sendt til Stillehavet, og da det tog lang tid at etablere konvojer langs den amerikanske østkyst, havde de tyske ubåde frit spil over for handelsskibene. I det første halvår af 1942 sænkede tyskerne 492 skibe i dette farvand. Men i 1943 vendte billedet. Ved hjælp af forbedrede radaesystemer kunne man opdage og manøvrere uden om ubådene, før de angreb, og grupper af eskorteskibe kunne sættes ind, når konvojerne blev angrebet. Man sendte ogsp hangarskibe med i eskorten, så man kunne afpatruljere området længre fremme og opdage og angribe ubådene i tide. De amerikanske B-24 Liberator bombemaskiner var i stand til at operere langt fra land, og amerikanerne kunne massefremstille de såkaldte Liberty-handelsskib hurtigere, end tyskerne kunne nå at sænke dem. I 1943 erkendte Dönitz, at de tyske ubåde ikke var i stand til at sulte England til overgivelse, men de forsatte med at sænke allierede skibe resten af krigen. Alene i 1945 sendte de 300.000 tons allierede skibe til bunds.
|
